Nordøstfyns landskaber er i alle hovedtræk udformet i sidste istids slutfase, da Jylland var blevet befriet for indlandsisen, bortset fra efterladte rester af det bortsmeltede isdække, såkaldt "dødis", dvs. ismasser, som ikke mere var dele af de levende gletschere, der fra nord og øst, altså fra Norge og Sveriges højdeområder, var gledet ned over det område, hvor Danmark nu ligger.
Storebælts-gletscheren formede Nordøstfyn.
De sidste isstrømme i istidens slutfase kom til Danmark gennem den lavning, der nu er fyldt af Østersøens vandmasse, og delte sig i 3 gletschere, der sydfra bevægede sig gennem henholdsvis Øresund, Lille Bælt og Store Bælt ud i Kattegat.
Det er den sidstnævnte, Store Bælt-gletscheren, som trængte ind over det nordøstlige Fyn og var afgørende for landskabsudformningen her. Den nående maksimalt til det sydlige Djursland, hvorefter dens istilførsel svigtede på grund af klimaforbedringen, så dens yderste rand efterhånden smeltede tilbage mod syd gennem Store Bælt og Smålandsfarvandet, ikke kontinuerligt, men med stop en række steder, når kuldeperioder afbrød klimaforbedringen.
Mens den levende Store Bælts-gletscher indefrosset i sin bund transporterede det morænemateriale - ler, sand, grus og blokke - som sluttelig blev aflejret over ældre lag i Nordøstfyn, var Fyns centrale områder dækket mere eller mindre af dødis - altså af resisterende rester af de tidligere isstrømme i istidens hovedfase.
Men Store Bælts-gletscheren bragte ikke alene materialet til Nordøstfyns landskaber, den udformede også overfladerelieffet på forskellig vis alt efter den bevægelsestilstand, den befandt sig i på de forskellige lokaliteter.
Hvor den ved afsmeltningen efterlod et jævnt morænedække over de undergrundslag, den havde glathøvlet, fremkom moræneflader som f.eks. omkring Ladby.
Hvor den under en kuldeperiode foretog et fremstød, pressede den de tidligere aflejrede morænemasser op i bakkedrag, som f.eks. ved Munkebo.